Vermund havde været konge i mange år. Han havde været en god konge. Nu var han blevet gammel og blind.

Han havde en søn, Uffe, men han var faderens store sorg. Uffe var stor og stærk. Men han deltog aldrig i de andre børns leg, og han sagde aldrig noget. Han var altid tavs.

Lige indtil den dag saxerne kom og krævede Vermunds land. Da sagde Uffe noget - højt og tydeligt, så det ikke var til at misforstå.